Der er nu gået 6 dage siden min midtvejsstatus, hvor jeg havde opnået nogle (hvis jeg selv skal sige det) rigtigt gode resultater. Min vægt er gået ca. et halvt kg ned siden da, hvilket jeg synes er helt fint.
I den forgangne uge har jeg fokuseret mere på styrketræning end løb. Jeg har løbet kortere ture, med ret høj intensitet og brugt mere tid på armbøjninger, maveøvelser og håndvægte. Jeg er overbevist om at jeg selv kan se et resultat allerede, og er helt overbevist om at det går den rigtige vej. Det er lidt et dilemma at blande vægttab og styrketræning synes jeg, og det kan jo også ses på vægten at det er sidstnævnte der har været fokus på. Den hårdere træning har også gjort mig mere sulten, hvilket betyder at jeg er begyndt at snacke markant mere end jeg gjorde i starten. Jeg spiser mere frugt og flere nødder end før. Det er begge ting der kan bremse et vægttab, og jeg ville helt klart cutte dem hvis det var mit primære mål at tabe mig. Lige nu har jeg det dog sådan, at de ekstra snacks er det der får mig igennem dagen og træningen.
[adsenseyu1]
I dag var jeg ude og træne med min fætter, som ved rigtig meget om emnet. Vi var ovre i Søndermarken, hvor der er sat en hel del træningsfaciliteter op, som man kan benytte ganske gratis. Sådan Københavns Kommune! Min fætter er en hård træner, og vi fik sammensat et mere struktureret program til mig, som jeg selv kan følge 2-3 gange om ugen. Programmet fokuserer mest på overkroppen. Jeg tror at resultatet af træningen vil være synlig når jeg når enden på min challenge, og har derfor tænkt mig at give den en skalle i de sidste 10 dage. Ikke at jeg på nogen måde stopper med at træne når min challenge er ovre dog 😉
Jeg har ikke nogle konkrete mål i forhold til min vægt når oktober måned er slut, men jeg så gerne at min fedtprocent kom lidt længere ned end nu (13.8 jf. min badevægt. Det kræver nok at jeg skruer lidt ned for frugt og nødder dog.
No Comments